Fokus og forløb
Vi er flere ergoterapeuter i klinikken, som forestår ergoterapeutisk rådgivningsforløb overfor unge og voksne.
Læs mere om vores værdigrundlag på linket Profil.
Et ergoterapeutisk rådgivningsforløb kan foregå i klinikken, hjemme hos dig, på et bosted eller en skole, eller virtuelt.
Indledningsvist aftales en ramme for forløbet: fokuspunkter/ønskede forandringer, antal gange og evaluering.
Et forløb har ofte fokus på et eller flere af disse temaer:
- Energiforvaltning
Hvordan prioriterer du dine kræfter og din mentale energi i hverdagen, hvilke hensyn og udfordringer skal du tage? Fx. efter hjernerystelse eller hjernesygdom. Vi anvender bl.a. metoder, som er udviklet decideret ift. følger efter hjernerystelse, fx. Min Dag, Min Energi. - Afslapning og ro
Beroligende sansestrategier. Med viden om sanser, kognition og følelsesmæssig funktion rådgives om beroligende strategier i situationer, hvor øget ro eller bedre fokus ønskes, eller hvor du oplever behov for “bare” at kunne slappe af. Viden om nervesystemets funktion, hvor sanseindtryk og sansebearbejdning er centralt, er grundlaget for de konkrete strategier til bedring. Se også Sensorisk profil. - Strategier overfor udadreagerende adfærd
Eller anden uhensigtsmæssig adfærd. Der anvendes bl.a. Low-arousal-metoder. Fokus er på at forebygge, håndtere og lære af voldsomme episoder mhp. at skabe bedre trivsel og minimere den uhensigtsmæssige adfærd, herunder fysisk vold. - Strategier overfor synke- og spisevanskeligheder
Fx. efter neurologisk lidelse, erhvervet hjerneskade, som del af udviklingshæmning eller ved demens-lidelse, fx. Huntingtons Sygdom. - Strategier overfor motoriske vanskeligheder
Der er fokus på forskellige motoriske vanskeligheder. Fx. efter medfødt eller erhvervet neurologisk lidelse. - Søvnforstyrrelse
Fokus på søvnhygiejne overfor søvnforstyrrelse, hvor bl.a. forskellige konkrete hjælpemidler og indre, sensoriske strategier kommer i spil. Der arbejdes med individuelt tilrettelagte søvn-strategier. Miljø-kompenserende og indre mentale strategier er centrale. Viden om sanserne og sansernes funktion ifm. optimal søvn er desuden central.
Praktisk info
Forløbet kan foregå fysisk eller virtuelt, eller som en kombination.
Ergoterapeutisk rådgivning (50 minutter): 1.200,00 kr.
Når flere deltager, anbefaler vi længere tid end 50 minutter. Det er oftest hensigtsmæssigt at afsætte 1½ time eller 2 timer.
Indledende møder, afsluttende møder samt netværksmøder (pr. påbegyndt time): 2.500,00 kr.
Læsning af sagsakter, indledningsvist eller undervejs i et sagsforløb (pr. påbegyndt time): 1.200,00 kr.
Omfattende mailhenvendelse og mailkorrespondance: 200,00 kr.
Omfattende mailhenvendelse og mailkorrespondance angår ønske om, at fagpersonen forholder sig til noget, fx. nye oplysninger forud for en samtale eller rådgivning. Det kan fx. dreje sig om en lang mail med mange nye informationer, eller det kan dreje sig om en korrespondance, som ergoterapeuten skal indgå i. Ergoterapeuten forholder sig til de nye oplysninger og bruger ekstra tid herpå, udover den aftalte rådgivningstid. Ydelsen kan foregå en eller flere gange i et forløb og sker jf. personens eller netværkets behov og initiativ.
Afbud meddeles omkostningsfrit senest kl. 16.00 dagen før aftalt mødetidspunkt. Ved udeblivelse eller for sent afbud betales halvdelen af beløbet: 600,00 kr.
Ved dækning af betalingen fra anden instans betales fuldt udeblivelseshonorar svarende til samtalens/rådgivningens pris.
Betaling sker via MobilePay på nr.: 99189.
Ved økonomisk bevilling og tilskud fra offentlig eller privat instans, sendes faktura fra klinikken til den betalende instans, jf. forudgående skriftlig bevilling, som er tilsendt klinikken med de fulde betalingsoplysninger og bevillingens omfang.
Der kan være mulighed for at få økonomisk tilskud via det kommunale system, egen sundhedsforsikring, fagforening, arbejdsplads eller patientforening/interesseorganisation.
Instanserne har tavshedspligt vedr. tilskuddet.
Skal vi kontakte dig omkring ergoterapeutisk rådgivningsforløb?