Supervision

Vi tilbyder individuel og gruppe/team-supervision. Dels til fagpersoner inden for børne-, unge- og voksenområdet i fx. psykiatrien, social- og sundhedssektoren samt special- og rehabiliteringsområdet. Dels til psykologer i forbindelse med opnåelse af autorisation og specialistuddannelse.

Klinikken superviserer desuden private og offentlige institutioner i social-og sundhedssektoren samt privatpraktiserende fagpersoner.

Eksempler på personalegrupper: Monofaglige og tværfaglige personalegrupper på specialiserede bosteder for personer med demens, erhvervet hjerneskade, psykiske lidelser og/eller udviklingshæmning. Personale ved STU-institutioner, opgangsfællesskaber, sygehusafdelinger, hjælpe- og støtteorganisationer samt patientforeninger.

Eksempler på fagpersoner: Jobkonsulenter og socialrådgivere ved kommunale afdelinger, psykologer, specialpædagoger, social- og sundhedsassistenter, psykiatriske sygeplejersker, ergoterapeuter, læger i psykiatrien og neurologien, akut-personale, speciallærere og plejeforældre.

Vi er supervisions-specialister og har skrevet en bog om gruppesupervision, der er henvendt til dig, der modtager supervision og med vægt på helt konkrete strategier i arbejdet: Supervisionsbog.

Eksempler på temaer

Supervisionstemaer kan bl.a. angå praktisk håndtering af bestemte, helt konkrete svære situationer i arbejdet, samarbejde med pårørende og eksterne samarbejdspartnere, forståelse af sygdomme, at kunne anvende og være bevidst om faglige og personlige strategier i arbejdet, fokus på administrative, ledelsesmæssige og organisatoriske forhold samt egne følelser relateret til arbejdssituationen. Desuden kan for psykologer fx også være fokus på udredningsarbejde/undersøgelser, herunder psykologisk testning mht. testvalg, testopgørelse og vurderinger samt personligt udviklingsarbejde/personlig stil. Endvidere tilbydes supervision på fagpersonens egen supervision af andre fagpersoner.

Metode

Der superviseres overvejende jf. en kognitiv tilgangsvinkel samt neuropsykologisk og neuropædagogisk viden. Supervision bruges som en faglig udviklings- og læringsmetode blandt professionelle inden for det medmenneskelige felt. Der reflekteres over egen praksis. Den faglige udvikling støttes, og kvaliteten i arbejdet øges. Supervisionsforummet ligger imellem vejledning og terapi, idet der arbejdes mere dybdegående med en problemstilling end i et vejledningsforum. Der arbejdes med fagpersonens/personalegruppens arbejdsrelaterede tanker, følelser og oplevelser, men ikke på terapeutisk facon. Supervisanden er ikke i centrum som privatperson, men med arbejdsrelaterede oplevelser, herunder følelser, strategier og holdninger. Dét afspejler den nedenstående model.

Udbytte

Supervision gør dig klogere og mere handlekraftig overfor en bestemt problemstilling, eller forbereder dig til en kommende og udfordrende arbejdssituation, eller hjælper dig med at lære af en erfaring, du har gjort, som var særlig.

Supervision er en gave: At modtage og deltage i supervision giver udgangspunkt for større faglig kunnen og større faglig selvsikkerhed. I personalgruppen kan der skabes fælles fodslag ift. forståelse og fælles strategi i en svær situation. Supervision giver fælles retning og mål i kollegasamarbejdet. Viden, muligheder og perspektiver i arbejdssituationen højnes. Uanset om du deltager i gruppesupervision, eller du modtager individuel supervision, bibringer supervision som regel øget motivation og afklaring i din arbejdssituation.

Der angives litteratur-referencer ifm. med supervisionen, og der udfærdiges supervisionsbevis efter ønske jf. de gældende regler til brug i diverse uddannelsessammenhænge.

Priser

Individuel supervision pr. time: 1.500,00 kr.
Supervision 2-4 personer/gruppe pr. time: 2.500,00 kr.
Supervision 5 personer og derover pr. time: 3.000,00 kr.

Supervisionen kan foregå fysisk i klinikken, virtuelt, via opringning, eller fysisk ude hos supervisanden/personalegruppen.

Der tilkommer transportudgifter, når supervisionen foregår ude.

_____________