Symptomer på autisme
Autisme omfatter vanskeligheder inden for 3 overordnede områder: Evnen til kontakt, evnen til social interaktion samt særlig adfærd, herunder rigiditet i adfærden, særinteresser, sensoriske vanskeligheder m.m. Autisme er en grundlæggende udviklingsforstyrrelse, som er medfødt og ofte arvelig.
Mennesker med autisme kan have både meget lav, almindelig eller høj begavelse og er oftest bedst til et detaljeorienteret fokus. De fleste oplever markante vanskeligheder med at forestille sig, hvad andre mennesker tænker eller forestiller sig og har vanskeligheder med i det hele taget at forudse, hvad der kan ske i forskellige situationer. Den mentale forestillingsevne er grundlæggende svært nedsat, uanset begavelsesniveauet i øvrigt. Mange har det meget svært, når aktiviteter og opgaver ikke er planlagte, og sociale fællesskaber er svære at begå sig i. Fx kan smalltalk og pauser være en stor udfordring. Mange har det bedst med faste rutiner, kendte opgaver og fællesskaber, hvor det er veldefineret, hvad der skal ske, og hvad der forventes af ens egen rolle i fællesskabet.
Autisme diagnoser
Jf. det diagnosesystem, som primært bruges i Danmark ift. at diagnosticere autismespektrum forstyrrelser (WHO-ICD-10), findes der en række forskellige, specifikke autisme-diagnoser. Aspergers Syndrom er én af dem. Fra omkring 2025 forventes en fuldt redigeret og dansk-oversat version af diagnosesystemet, og fra da afskaffes de specifikke autisme-diagnoser. I stedet kan der diagnosticeres autisme i let, middelsvær eller svær grad, og den enkelte persons autisme-udtryk skal nærmere beskrives. Kernesymptomerne er overordnet betragtet de samme, men redigeringen indeholder en række tilføjelser og specificeringer, bl.a. fremhæves sensoriske vanskeligheder i højere grad som del af de autistiske vanskeligheder.
Se mere om sensoriske vanskeligheder:
Udredning for sensoriske vanskeligheder
Autisme og støtte gennem livet
Symptomer på autisme ser forskellige ud i barne- og voksenalder, og der er også kønsforskelle. Man udvikler sig hele livet, samtidig vil symptomerne på autisme også følge med, men på nye måder ift. alder, krav og den støtte man oplever i sit liv.
Den præcise facon som symptomerne viser sig på hos den enkelte er særlige for netop vedkommende. Derfor skal en neuropædagogisk tilgang også tage højde for de præcise udfordringer, som opleves i hjemmet, i skolen, på uddannelsen eller på arbejdet samt i sociale sammenhænge generelt. Man kan ikke behandle autisme, således at autismen ikke findes eller forsvinder. Man kan ikke give medicin overfor autisme, men der kan arbejdes neuropsykologisk og neuropædagogisk således man på trods af autistiske vanskeligheder opnår en bedre trivsel og kan bruge sine ressourcer.
Vi kan være sparringspartner ift. at arbejde med selvforståelse, øget viden om autisme, herunder udfordringer og ressourcer samt tilrettelæggelse af en hel række konkrete strategier overfor vanskelige situationer. Vi er eksperter på disse områder og kan tilbyde en tværfaglig indsats.
Myter og sandheder om autisme
Det er en myte, at mennesker med autisme ikke ønsker sociale kontakter eller ikke har medfølelse. Det er rigtigt, at mennesker med autisme har svært ved instinktivt at fornemme og indleve sig i, hvordan man skal opføre sig i fællesskaber, og hvorfor andre gør, som de gør, og hvad man så selv skal gøre. Dette medfører ofte en grundlæggende usikkerhed og tilbageholdenhed hos personen med autisme i sociale sammenhænge.
Kønsforskelle
Autistiske symptomer kan se forskellige ud hos piger og drenge, kvinder og mænd. I en del år har piger og kvinder med autisme været en overset gruppe. Der er nu mere opmærksomhed på, hvordan deres symptomer kan fremstå, fx har en del piger og kvinder mindre iøjnefaldende særinteresser, eller interessen er ganske almindelig, men “blot” meget intens eller langvarig.
Vi har special-erfaring vedr. piger og kvinder med autisme. Læs bl.a.:
Piger og kvinder med autisme
Den maskerede autisme hos piger
Andre lidelser samtidig med autisme
Angst- og depressionssymptomer findes ofte samtidigt med autisme, det skyldes fx belastning gennem længere tid. Ofte ses sociale angstsymptomer, som har rod i de autistiske vanskeligheder. ADHD/ADD optræder samtidigt med autisme i omkring halvdelen af alle tilfælde med diagnosticeret autismespektrum forstyrrelse. En række andre psykiske lidelser kan også optræde samtidigt med autisme.
Skal vi kontakte dig omkring autisme?