
Maja er specialpædagogisk konsulent og cand. pæd. pæd. psyk.
Hun er en del af klinikkens VISO-specialistteam og arbejder med udredning og rådgivning i særligt komplekse sager vedrørende især autisme og udviklingshæmning på børne-, unge- og voksenområdet.
Maja varetager rådgivningsopgaver over for personale og pårørende, blandt andet på bosteder og specialskoler, hvor barnet eller borgeren har lav funktionsevne, psykiske vanskeligheder samt adfærdsmæssige problemstillinger.
Hendes primære erfaring omfatter sager vedrørende autisme, ADHD og gennemgribende udviklingsforstyrrelser, herunder børn og unge med et lavt kognitivt niveau samt sproglige, sociale og sansemæssige udfordringer.
Hendes baggrund omfatter stor praksiserfaring som specialpædagog i specialbørnehave- og specialskoleregi, hvor hun har varetaget lærings- og udviklingsforløb for børn og unge med vidtgående støttebehov. Derudover har hun arbejdet i PPR i Københavns Kommune samt i det Specialpædagogiske kompetenceteam i Gentofte Kommune, hvor hun har faciliteret rådgivningsforløb for lærere og pædagoger på både almen- og specialområdet. Hendes fokus ligger særligt på adfærdsforståelse, kognitionspsykologi, stressreducering samt miljøets betydning for barnet eller den unge. Maja er optaget af at oversætte lærings- og trivselsteorier til praksis, som personalet finder meningsfuld og brugbar i det daglige arbejde. Hun har desuden stor erfaring med kompenserende undervisningsstrategier målrettet skoleområdet.
Maja er desuden beskæftiget som privatpraktiserende pædagogisk konsulent i egen praksis.
Med en kandidatgrad i pædagogisk psykologi besidder Maja et teoretisk fundament for at gå på opdagelse i de pædagogiske situationer og problemstillinger, der præger feltet. Hun har særligt fokus på at identificere udfordringer og løsninger, der understøtter udvikling og læring hos mennesker i alle aldre. Hendes faglige profil suppleres af en uddannelse i den visuelle, strukturerede autismepædagogik TEACCH samt kommunikationsredskabet PECS. I sit arbejde trækker Maja blandt andet på metoder og værktøjer som Low Arousal og Studio III, ligesom hun har stort fokus på de professionelles narrativer i både skrift og tale.
For yderligere info vedr. rådgivning og udredning i VISO-sager, se linket VISO.