Marie er ergoterapeutisk konsulent.
Hun er del af klinikkens VISO-specialistteam; udreder og rådgiver i særligt komplicerede sager vedr. erhvervede hjerneskader, demenslidelser samt svært nedsat funktionsniveau på unge- og voksenområdet. Hun varetager desuden tema- og undervisningsopgaver ud af huset på offentlige og private institutioner, fx på bosteder, samt personalesupervision.
Marie har tidligere arbejdserfaringer som ergoterapeut på flere sygehuse: Kommunehospitalet i København, Holstebro Sygehus og Ringkøbing Sygehus med opgaver vedr. primært ergoterapeutisk neurologisk udredning og genoptræning. Marie har desuden gennem en årrække været ansat som kommunal ergoterapeut i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor hun primært har arbejdet med neurologisk rehabilitering og dysfagi. Endvidere har hun været ansat som ergoterapeut i en børneinstitution for multihandicappede børn under det tidligere Ringkøbing Amt.
Marie har mange års erfaring med neurologisk genoptræning af voksne med erhvervet hjerneskade på specialiseret niveau, og hun har haft tovholderfunktion i de mere komplekse sager i kommunalt regi. Hun har undervist personale på bosteder og i hjemmeplejen samt på ældrecentre med fokus på, hvordan personalet kan omsætte kompleks viden til hensigtsmæssige strategier i en travl hverdag. Hun har ofte været tilknyttet borgere med diagnoserne funktionelle lidelser/ME, og hun har varetaget genoptræning af borgere med psykiatriske diagnoser. I kommunalt regi har bl.a. været tilknyttet borgere med demenslidelser, herunder Parkinsons sygdom.
Marie har stor viden om dysfagi, hvor hun har undervist kollegaer og personaler på ældrecentre og bosteder, og hun har deltaget i flere pilotprojekter vedr. implementering af dysfagi på ældrecentre.
Af udviklingsarbejder kan bl.a. nævnes udarbejdelse af kompetenceprofiler for ergoterapeuter inden for neurologien, og hun er medudvikler af Ergoterapeutforeningens ergoterapifaglige selskaber (EFS) samt Ergoterapeutforeningens Videnskabelige Råd.
Marie har erhvervet efteruddannelse inden for kognitiv terapi samt en efteruddannelse ved Den Kommunale Højskoles uddannelse af voksenundervisere. Desuden er hun ”Certificeret kliniker i Neurorehabilitering”, jf. Ergoterapeutforeningens standarter og krav.
For yderligere info vedr. rådgivning og udredning i VISO-sager, se linket VISO